lørdag den 29. december 2007

Snyd døden med en gratis nytårsgave

Mine kære søstre lavede denne kronik til forsiden af Politkens Debat-sektion i dag. Læs den og send den videre til dit netværk (copy paste).



"Snyd døden med en gratis nytårsgave

Der er gik fuldstændig ged i julegaverne i år. Og det kan være aldeles udmærket at købe aflad og være trendy på en og samme gang. Men der findes også en helt gratis og uhyre enkel måde at vise næstekærlighed på: Du skal blot tage stilling. Hvad skal der ske med dine organer, når du ikke har brug for dem længere?

NYRE ALLIANCE
TRINE MAROTT ENGLUND, LÆRER
PERNILLE MAROTT WINKLER, JOURNALIST

Pænt indpakkede geder, høns, skolepulte og mikrolån kom til at bugne som aldrig før under juletræerne. Bedstemødre som topchefer har været rørende enige om, at næstekærlighed udtrykt gennem en humanitær julegave er den helt rigtige måde at markere højtiden på.

Og der er formentlig ingen tvivl om, at den humanitære hjælp varmer hvert et modtager-hjerte i den tredje verden. Den form for næstekærlighed kan man kun håbe på vil gå fra at være trend til tradition.

Men det ville være klædeligt, hvis vores iver efter at udtrykke næstekærlighed også var til at få øje på i de tilfælde, hvor det er human holdningstagen og ikke kun kolde kontanter, der er afgørende for om liv kan reddes.

Som søstre til en netop nyretransplanteret lillebror har vi fået problematikken ubehagelig tæt ind på livet. Vi er derfor meget bevidste om, at han udelukkende deltager aktivt i sin yngste søns 1 års fødselsdag her i julen, fordi han var heldig. Han var så heldig, at vores mor på 62 år kunne – og ville – afgive sin ene nyre tidligere på året.

Og vi er ikke mindst klar over, at hvis den nye nyre står af, skal vores bror i dialyse og efterfølgende skrives op på den venteliste, hvor der i forvejen står små 700 danskere og venter på, at netop deres lykkenummer bliver trukket ud en dag. At et organ, der lige netop matcher dem, skal komme flyvende i en helikopter eller med en udrykningsambulance fra et ulykkessted.

Det perspektiv gør os rigtig bange, for der er ikke organer nok til alle. Derfor dør der hvert år børn, unge og ældre på ventelisten. Det kan føles absurd. For det behøvede ikke at være sådan.

Alle nyere undersøgelser viser dels, at danskerne generelt gerne selv vil modtage et organ, hvis de skulle få brug for det. Og dels gerne vil give. Problemet er bare, at den gode intention bliver ved tanken. Kun 10 procent af danskerne er registreret som organdonorer. Og det er langt fra tilstrækkeligt. Sundhedsstyrelsen spår, at registret skal rumme halvdelen af befolkningen, hvis det skal lykkes at udskifte de cirka 40 hjerter, 100 lunger og 300 nyrer, der er brug for hvert år.

Sagt på en anden måde: Det ikke tanken, der tæller, når man som organsyg eller pårørende står overfor venner og bekendte, der med bekymrende miner udtrykker deres dybeste medfølelse – men ikke selv har taget stilling. Vi mister vores pårørende i de gode tankers tjeneste. For os er det handling, der tæller.

De fleste mennesker har mere end rigeligt at tænke på. Vi ved det godt. Og hvis det er svært at se, hvordan i morgen skal hænge sammen – med arbejde, unger, indkøb og meget andet – så kan det forekomme helt uoverskueligt at skulle tage stilling til noget, der slet ikke er kalenderbogført endnu. Nemlig døden.

Men vi skylder ikke bare dem, der står på den nervepirrende venteliste, at tage stilling. Vi skylder også vores nærmeste, dem vi holder allermest af, at beslutte hvad der skal ske med vores organer, når vi er borte. Det er ikke rimeligt, at de efterladte midt i sorgen over tabet af en nærtstående også skal tage stilling til, om afdøde skal sendes til genbrug eller skrot.

Vi er ikke hellige. Vi tog først stilling, da vores bror blev alvorligt syg. Desværre skal vi mennesker tit have problemerne helt inde på livet, før vi kan forholde os til dem. Det kan de organsyge bare ikke bruge til noget. Og for dem hjælper det ikke at ofre 200 hurtige kroner på at få en ged under juletræet. De har ged nok i deres liv i forvejen.

Løsningen ligger lige for. I stedet for at gruble et helt eller halvt liv over sin stillingtagen – eller aldrig at skænke det en tanke, for den sags skyld – kunne man nøjes med at sige fra, hvis det af alle mulige gode grunde er én imod at skulle aflevere sine organer, når man en gang er død og borte. Kig ud over landets grænser, og se hvordan de gør i lande, vi normalt gerne tåler at sammenligne os med.

I Spanien har man formodet samtykke og næsten ingen venteliste. I Østrig kan man kun modtage, hvis man også vil give. I Tyskland opfordrer deres pendant til Etisk Råd til at indføre formodet samtykke. Det betyder, at man er født som donor. Men også, at man naturligvis har retten til at sige fra. Forskellen på om man aktivt siger til eller fra er ikke så lille, som de små ord måske lyder. Det er forskellen på liv eller død for masser af mennesker. Mennesker, som ligeså godt kan være dig, der læser denne artikel, som os, der skriver den.

Måske sender de nye politiske strømninger sydfra små kastevinde ind over Danmark. Forskellige små politiske signaler antyder i hvert fald, at der er bevægelse på vej. Men så længe uvisheden hersker, er vi, der ønsker hjælp til vores nærmeste, nødt til at alliere os.

Lad os sammen gøre det som Nyreforeningen og andre ikke har formået. Lad os tage stilling, og lad os gøre det nu. Bliv en del af vores Nyre Alliance. En alliance, der ikke har modstridende budskaber, men kun har ét mål. At så mange danskere som muligt tager stilling.

Snyd døden og stem for Nyre Alliance. Giv din stemme til kende på www.nyresyg.blogspot.com. Her er gratis gaver velkomne, når de gives med hjertet.


Boks
SÅDAN BLIVER DU ORGANDONOR
På hjemmesiden www.sundhed.dk kan du blive klogere på organdonation og med et enkelt tryk på bjælken ”Organdonor” tilmelde dig registret. Det tager fem minutter, og derefter har du sikret dig, at dine pårørende ikke skal slås med at tage stilling på dine vegne efter din død. Du kan også gå på biblioteket, apoteket eller til din privat praktiserende læge og få en folder, du kan udfylde og sende ind til donorregistret.
Der er i øjeblikket 520.000 tilmeldte. Organdonation har ingen alder. Den rette donor kan redde 3-4 menneskeliv."

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej Peter
Jeg har lige læst de sidste par indlæg i din blog. Det giver bare så meget mening. Jeg skal d 5/2-08 have min mors nyre det bliver så fedt at kunne være lidt mere for min familie ikke mindst min lille datter.

Vh Annika

Anonym sagde ...

Godt skrevet - jeg er nok lidt mere radikal, jeg mener ikke, at man skal kunne modtage, hvis man ikke vil afgive organer. Jo mere jeg tænker over det giver andet ikke mening. Det er jo fundstændig som en forsikring, hvis man ikke betaler præmien, får man ingen erstatning. Jeg ved godt at dette synspunkt ikke er politisk korrekt - men jeg er ligeglad, for det er sådan tingene hænger sammen.

Anonym sagde ...

Hallo,

Vi er her igjen for å kjøpe nyre for våre pasienter og de har avtalt å betale god sum penger til alle som ønsker å donere en nyre for å redde dem og så. Hvis du er interessert i å være en donor eller du vil redde et liv, Du skal skrive oss på e-posten nedenfor.

Dette er en mulighet for at du skal være rik ok, vi forsikrer og garanterer deg 100% sikker transaksjon med oss, alt vil bli gjort i henhold til lovgivende nyredonorer.
Så kast bort ikke mer tid, vennligst skriv oss på irruaspecialisthospital20@gmail.com

Irrua-spesialistundervisningssykehus.