mandag den 7. maj 2007

Nyresyg med familie

Ja, så kommer der lige et indlæg til før jeg går i seng. Jeg vil lige fortælle lidt om min familie. Jeg er gift med Naja og har to drenge. Albert er 2 år, og har fuld fart frem. Benjamin er fra December 2006, og en uge efter at han blev født, fik jeg lagt P-kateter. Lidt hektisk, men på trods af at det er temmelig hårdt at have to små børn, så ville jeg for intet i verden undvære det. De giver noget energi, som man ikke kan få andre steder fra. Og det er da pissehårdt at være nyresyg og have familie, men jeg tror også jeg ville have det svært med at være nyresyg uden familie. Og nu kan jeg forhåbentligt blive en ordentlig far igen efter transplantationen. I det sidste års tid har det været Naja der har måttet tage det store læs. To børn og en syg mand er ikke let, og heldigvis er Naja studerende og har haft barsel. Med et fudtidsjob var det faldet helt fra hinanden!!!! Benjamin er for lille til at forstå noget, men Albert ved alt om slanger i maven og hospitalet. Da vi så den lille ny prinsesse i fjernsynet pegede Albert og sagde "Der bor far!". Lidt skræmmende, men drengen har jo stort set ret. Det er temmelig tit at jeg har været indlagt eller været inde på hospitalet ambulant. Og nu skal jeg så derind igen. Fra i morgen af og en måned frem. Det er saftsuseme lang tid at være på Riget. Det jeg frygter mest er deres mad!!!! Det er utroligt, at Danmarks største og bedste hospital serverer sådan en omgang hundeæde. Nå, men efter 500 mg binyrebark spiser man vel alt...........Jeg har prøvet at forklare Albert, at jeg skal være væk i lang tid, men han forstår ikke helt tidsperpektiver. Så har fået installeret Skype på hjemmecomputeren, så vi kan sige godnat til hinanden over nettet. Det bliver en hård tid, men hvis man kan få livet tilbage er det vel værd at tage en måned ud af kalenderen. Det bliver skønt at komme hjem, og være i stand til at spille fodbold og lege på legepladsen med sine børn!

Ingen kommentarer: